BERLIN: Berlinerne skal ikke længere presses ud af deres boligkvarterer, lyder det fra lokalpolitikere i den tyske hovedstad, der vil bremse huslejestigningerne ved blandt andet at sætte en stopper for udlejning af ferieboliger.
Voksende huslejer presser berlinere med lave indkomster og øger nogle steder modsætningerne mellem nytilflyttere og lokale. Derfor har lokalpolitikerne i det gamle østberlinske område Pankow ? hvor den blandt danskere meget populære bydel Prenzlauer Berg ligger ? besluttet at sige stop.
I en meddelelse fra bystyret i Pankow gøres det klart, at »den erhvervsmæssige overladelse af boligrum til boligformål« i op til 28 dage (for eksempel ferielejligheder) ikke tillades. Samtidig bliver det sværere at slå mindre boliger sammen og »luksussanere« boliger med f.eks. et ekstra badeværelse eller gulvvarme. De nye retningslinjer blev offentliggjort den 4. januar i Berlins officielle »Amtsblatt« og trådte straks i kraft.
»Vi vil beskytte befolkningsstrukturen, sådan som den er,« siger Jens-Holger Kirchner fra partiet De Grønne, der leder afdelingen for byudvikling i Pankow, til den tyske avis Berliner Morgenpost.
I første omgang gælder reglerne kun for udvalgte bebyggelser i Pankow, men i løbet af de kommende måneder skal de ifølge Kirchner udbredes til stort set hele Prenzlauer Berg, hvor der anslås at eksistere 1.500 ferielejligheder. Overtrædelse kan blive straffet med bøde.
Købere bør tænke sig om
Den danske indehaver af ejendomsmæglerfimaet Berlinmægleren, Trine Borre, der formidler boliger til mange danskere fra kontoret i Prenzlauer Berg, tror ikke på, at de nye regler vil bremse boligsalget, men opfordrer boligkøbere til at tænke sig om.
»Hvis folk ønsker at købe noget dér, så er det vores opgave at fortælle dem, at lige her er der tale om, at det simpelthen ikke er lovligt at købe en lejlighed og drive den på erhvervsmæssig basis, hvor man lejer ud. Man har måske en hjemmeside, og der kommer nogen og gør rent, og det hele er ligesom sat lidt op til, at der skal være en indtjening på lejligheden,« siger Trine Borre.
Men det hjælper ikke nødvendigvis at gå stille med dørene. Mange ferieudlejninger foregår uofficielt og uden om skattevæsenet, men det betyder ikke, at myndighederne ikke kan få nys om dem, påpeger Jens-Holger Kirchner. Myndighederne i den gamle østtyske bydel modtager nemlig »tip« fra naboerne.
»Indbyggere har i de forgangne dage givet os mange tip om ferieboliger,« forklarer Kirchner.
Det er uklart, hvor store dele af Pankow, der vil blive omfattet, men tanken om at stoppe ferieudlejning lever også andre steder i Berlin. Myndighederne i Friedrichshain-Kreuzberg, der også er en magnet for udlændinge, overvejer også at håndhæve et forbud mod at ændre boligers formål til f.eks. ferieudlejning. Her vurderes der at være mellem 1.000 og 5.000 ferieboliger. Ingen kender det præcise tal.
Trine Borre fra Berlinmægleren vurderer, at lejligheder, der allerede er købt under de gamle regler, er beskyttet af boligretlige grundprincipper. Politikerne i Pankow er tydeligvis uenige. Ifølge Jens-Holger Kirchner har bystyret ikke opfundet nye regler, men vil til at bruge de eksisterende muligheder »konsekvent«.