I Børsen d. 29. marts nævner advokat Hans Oluf Meyer, at BoligBerlin og andre danske mæglere sælger lejligheder til priser, som ligger over markedsprisen. Udvandrerne.dk viderebragte historien, dog uden at nævne BoligBerlins navn, men med henvisning til artiklen i Børsen. Derfor dette genmæle fra vores side. Til orientering har BoligBerlin via vores advokater rettet henvendelse til Hans Oluf Meyer og bedt ham om at tage sit udsagn tilbage. Vi har truet med retslige skridt, hvis ikke udsagnet tilbagekaldes.
Årsagen her til er naturligvis, at der er tale om en grov og usand påstand, som er skadelig for vores forretning. Alle projekter, som BoligBerlin formidler, befinder sig i såkaldte saneringsområder. Dette betyder, at saneringsmyndighederne skal godkende alle byggeplaner samt -budgetter, før et projekt kan udstykkes i ejerlejligheder og sættes til salg. Det faktum, at ejendommen befinder sig i et saneringsområde betyder altså, at der finder en offentlig priskontrol sted, som dels betyder, at bygherren ikke kan gennemføre såkaldte luksussaneringer og dels, at prisen ikke kan variere fra det man kunne kalde et markedsgennemsnit.
Desuden tilbyder BoligBerlin vores projekter på linie med og til samme priser som vores tyske kolleger. Enhver der vil forsikre sig om dette kan sammenligne priserne på vores hjemmeside med priserne på præcis samme projekter via eksempelvis immobilienscout24.de, som er en meget gennemsigtig portal for bolighandel i hele Tyskland. BoligBerlin forpligtes af vores kontrakter med diverse bygherrer til at udbyde lejligheder til samme priser og med samme salærer som alle tysksprogede mæglere på markedet. Vi yder den ekstra service, at vi kan betjene vores kunder på dansk og med indgående kendskab til såvel det tyske som det danske marked, men herfor tager vi ikke flere penge, end hvis en kunde køber via en tysk mægler.
Hans Oluf Meyer er boligadvokat og ikke en neutral part i dette marked. Han henviser kunder, som spørger til bestemte tysksprogede mæglere, som dog ikke - i modsætning til hans påstand - sælger til billigere priser end BoligBerlin. Hans Oluf Meyers interesse heri er klar. Han får en markant rolle, som køberens dansksprogede rådgiver, for hvilket han kræver et salær på mindst 2000 Euro. Denne rolle er mindre relevant for købere, der køber lejlighed gennem BoligBerlin, hvor de allerede får dansksproget service, og dette er årsagen til, at Hans Oluf Meyer har en interesse i at sværte os til.
Med venlig hilsen / Best Regards
Peter C. Gotschalk Jensen
BoligBerlin