BOLIG, KØB, SALG, BOLIGLEJE, LEJLIGHEDER

Mistede husleje og depositum på hjemmeside

Flag 31-07-16 ~2 minutters læsning · 262 ord

Jyllands-Postens korrespondent blev ellers - i første omgang - meget glædelig overrasket, da hun skulle flytte fra Paris til Berlin. Man kan nemlig bo for cirka de halve penge i den tyske hovedstad. I stedet lurer der andre farer, som hun for sent blev opmærksom på.

Solveig Gram Jensen fandt en attraktiv lejlighed i Berlins centrum, og huslejen var lav. Desuden kunne hun leje den, så længe hun havde lyst, når det blot var mindst to måneder. Det var så godt, erkender hun i artiklen, at den kritiske sans blev koblet fra.

Derfor anede skribenten ikke uråd, da udlejeren pludselig foreslog, at lejemålet skulle oprettes på en international hjemmeside. Og hun fik desværre heller ikke stoppet processen, da hun fik en mail om, at depositum plus de første måneders husleje skulle overføres til en konto i Italien. På forhånd. Og at hun derefter kunne få alle pengene tilbage, hvis lejligheden ikke faldt i hendes smag, når den var blevet fremvist af en agent.

Banken blev bedt om at overføre pengene, og nu er der lige pludselig helt dødt i den anden ende. Lidt søgning på nettet viser nu også, at udlejeren, John Decker, ikke er til at finde nogen steder. Og nu tvivler skribenten ligefrem på, at lejligheden overhovedet eksisterer.

Politiet har ikke tid til at jagte så små forbrydelser, lyder beskeden. Og der er heller ikke hjælp at hente på hjemmesiden. Så Solveig Gram Jensen har opgivet både penge og lejlighed. I stedet ved hun nu, at noget, der lyder for godt til at være sandt, sandsynligvis heller ikke ER sandt.

Skribentmail: