Berlin, Tyskland
Da Søren Petersen begyndte at gå til fodbold i sin nuværende klub, løb han ind i et massivt problem. Ikke fordi den 11-årige dansker havde svært ved at følge med banen – det gik, som det skulle.
Men han forstod ikke et ord af, hvad træneren og holdkammeraterne sagde.
Søren var nemlig lige flyttet med forældrene fra Danmark til Berlin, hvor han nu var den eneste dansker på fodboldholdet.
«I starten løb jeg rundt på banen og kunne høre træneren og de andre spillere råbe ting til mig. Men jeg forstod ikke noget. Senere begyndte det så at blive bedre og bedre, og nu forstår jeg nærmest alt», siger Søren.
I det hele taget var det ikke helt nemt at flytte med forældrene og de to søskende fra Danmark til den tyske hovedstad, hvor faren, Jørn Petersen, skulle arbejde på den danske ambassade. Men skridt for skridt blev det bedre – og i dag føler Søren sig fuldstændigt hjemme i den tyske storby.