INVESTERING, SKATTER, AFGIFTER, VINDMØLLER

Pantsatte møller kan alligevel trækkes fra i skat

Flag 01-05-08 ~Et minuts læsning · 192 ord

Danskere med andele i tyske vindmøller, som er pantsat til en bank, kan godt trække deres investering fra i deres danske skatteregnskab. Det har Skatterådet afgjort i sidste uge, og dermed omgør rådet sin afgørelse på området fra april 2007. Den gang kom rådet frem til, at de pantsatte møller ikke kunne afskrives.

Problemets kerne er de særlige tyske pantsætningsaftaler, som går ud på, at ejendomsretten til de tyske vindmøller bliver overdraget til den bank, som finansierer investeringen. Overdragelsen er formel og ikke reel, fordi den først træder i kraft, hvis investoren ikke overholder sine forpligtelser.

I 2007 gav Skatterådet afslag på skattefradrag til en dansk investor, som havde investeret i tyske vindmøller og finansieret investeringen med en tysk pantsætningsaftale. Men nu - et år efter - vender rådet 180 grader og giver grønt lys for skattefradrag for de pågældende investeringer.

Den nye afgørelse berører et stort antal danskere, der har investeret i de tyske møller for at få et skattefradrag. At vindmølle-investeringerne havner i Tyskland, skyldes, at vilkårene er bedre der end i f.eks. Danmark. Det anslås ifølge artiklen, at danskernes investeringer i tyske møller løber op i milliarder af kroner.

Skribentmail: