Markedet for kontorlokaler har sovet i årevis i Tyskland, men nu spår Deutsche Bank Research, at kontorlejeindtægterne vil stige med 12 pct. frem til år 2010. Samtidig vil antallet af ledige kvadratmeter kontorer falde med to pct. i de pågældende byer. Her vil det kunne betale sig at sætte penge i kontorlokaler frem for i statsobligationer, mener økonomerne Tobias Just og Maren Väth, som står bag forudsigelsen.
Spådommen gælder dog ikke hele Tyskland men derimod de syv største byer i landet - Berlin, Hamburg, München, Köln, Düsseldorf, Frankfurt og Stuttgart. Især Hamburg og München fremhæves som interessant af Deutsche Bank.
Bremen, Hannover, Dortmund og andre byer, som følger lige efter i størrelse, vil ifølge økonomerne opleve en noget svagere udvikling.
Folk, der investerer i tyske kontorlokaler, har oplevet et stabilt afkast i den senere tid. Det ligger i øjeblikket et procentpoint over afkastet på kontorejendomme i f.eks. London, Paris og Madrid, hvor en stigende interesse hos investorerne har presset rentabiliteten, lyder Deutsche Banks analyse i artiklen.