Den italienske mafia - herunder grenen Ndrangheta fra Calabrien - har stille og roligt bredt sine aktiviteter til Tyskland, hvor den nu huserer i flere byer. Det fremgår af en opgørelse over de 10 seneste års mafiarelaterede aktiviteter i Europa, som universitetet i den italienske by Trento har udarbejdet på basis af oplysninger fra de italienske antimafia-myndigheder.
Opgørelsen er en del af projekt Transcrime, som blandt andet konkluderer, at Holland er centrum for narkohandel i Europa, mens Tyskland er blevet knudepunkt for hvidvask af kriminelle penge.
Universitetet har optalt over 100 mafia-relaterede kriminalsager i Tyskland i perioden fra 2000 til 2011. Dermed er Tyskland sammen med Spanien det mest mafia-inficerede land i Europa efter Italien, fremgår det af artiklen.