På seks år er antallet af danskere, som vælger at flyve fra Hamburg Airport, mere end fordoblet. I 2006 valgte 60.000 danskere at tage flyveren fra den nordtyske millionby. I 2012 var tallet 137.000, oplyser den tyske lufthavn.
Alene fra 2010 til 2012 har Hamburg Airport fået 37 pct. flere rejsende fra Danmark. Årsagen er ifølge artiklen, at danskerne har fundet ud af, at de kan spare op til 30 pct. på deres flyrejser ved at skifte den danske lufthavn ud med en tysk.
Et check viser således, at der er gode penge at spare for danskere ved at skifte Billund Lufthavn ud med Hamburg, både hvis de skal på charterferie eller bare et smut til oversøiske mål som f.eks. New York. Derimod er der ikke penge at spare ved at tage på charterferie fra Hamburg i stedet for fra København. Lufthavnen i den danske hovedstad ligger på niveau eller endda under Hamburg rent prismæssigt på charterferier, fremgår det af artiklen.