Når mange iværksættere i øjeblikket slår sig ned i Berlin, er det ikke på grund af den offentlige service eller assistance fra byens banker. Lige tværtom.
Det offentlige bureaukrati er nærmest kvælende, når man skal starte egen virksomhed. Sådan lyder erfaringen fra den danske modedesigner Sarah Elbo, der har etableret firmaet Sarah Heartbo i den tyske hovedstad, og fra tyske Ingo Ortgies, der rådgiver virksomheder i at slippe igennem papirjunglen.
Oveni kommer, at bankerne ikke just står på spring med lånene. Tyske bankfolk er tilbageholdende med at låne penge til usædvanlige ideer. Derfor anbefaler Ingo Ortgies altid selvstændige at klare sig uden lån, og det kan faktisk godt lade sig gøre i Berlin, siger den tyske virksomehdsrådgiver i artiklen.