BRUCHHAUSEN-VILSEN: Oink. Øf. Grynt. 15 nyfødte grise mosler rundt oven på hinanden for at tilkæmpe sig en plads ved moderens lyserøde patter. Hun ligger udmattet på et tremmegulv efter fødslen og lader ungerne suge den første næring i sig.

De lyder og opfører sig ligesom danske grise – og de lugter ligeså. Men dyrene grynter i den tyske svinebonde Heinrich Henkes stald, og det gør en væsentlig økonomisk forskel. På grund af en række tilskud og bedre rammevilkår vil de små pattegrise indbringe flere penge, end hvis de stod i Danmark.

Hvad det betyder for dansk landbrug, vender vi tilbage til. Først skal vi inden for på 43-årige Heinrich Henkes svinefarm, der ligger i Bruchhausen-Vilsen i det nordlige Tyskland tæt på Bremen.

Fra pattegris til würst

Besøget begynder med et bad. Af frygt for svinepest er det reglen for alle, der skal ind i staldene. Og bekymringen virker velbegrundet med mistanken om svinepest på et slagteri i Herning frisk i erindringen.

»Nogle gange bader jeg og skifter tøj otte gange på en dag, fordi jeg går ind og ud af de forskellige staldbygninger. Men det er det værd. Det vil være en katastrofe, hvis vi får svinepest her på gården,« forklarer Heinrich Henke, da vi sidder omklædte i et lille kontor.

Han har taget konen Nadine og deres to børn, Theis på halvandet år og Nienke, der blot er tre uger gammel, med på arbejde. Familien ejer to gårde, og på den middelstore tyske produktion passer otte medarbejdere i alt 1.850 søer. I dag er den årlige produktion af smågrise 40.000 på den ene gård og 20.000 på den anden. Planen er at udvide til i alt 80.000 grise om året.

Hver gris udgør en lille del i den store grise­fabrik, og hele Heinrich Henkes griseproduktion indgår som første led i den samlede kæde fra pattegris til schnitzel og würst. Når grisene vejer 30 kilo, sælger han dem til en anden bonde, som feder dem op til 120 kilo, før de bliver slagtet.

»Ren spekulation«

I løbet af 10 til 15 år er der vendt op og ned på svineproduktionen i Danmark og Tyskland. Forklaringen skal ifølge det danske Videncenter for Svineproduktion bl.a. findes i, at de tyske svinebønder de seneste år har opnået en række afgørende økonomiske fordele sammenlignet med de danske producenter.

I kroner og ører kan den samlede konkurrencefordel komme helt op over 75 kroner pr. slagtesvin. Og det har stor betydning, da danske landmænd normalt har et dækningsbidrag – altså indtægter fraregnet de direkte omkostninger – på 100 kroner pr. slagtesvin.

Videncenter for Svineproduktion, som hører under Landbrug og Fødevarer, identificerer fire tyske konkurrencefordele: Momslettelser, højere pris for store slagtesvin på slagterierne, investeringstilskud i f.eks. nye staldbygninger samt høj støtte til vedvarende energi fra biogas og solceller.

Heinrich Henke kan nikke genkendende til konkurrencefordelene. Fordelene er dog størst for svinebønder, som opfeder grisene fra 30 kilo til slagtestørrelse på omkring 120 kilo.

»Hvis vi udelukkende tænkte på penge, skulle vi have slagtesvin – ikke søer og smågrise. For lige nu er der flere penge i slagtesvin. Men både min kone og jeg er mere inter­esserede i smågrisene,« forklarer Heinrich Henke.

En del af de tyske momslettelser er oprindeligt tiltænkt mindre svinebønder. Men bønder med mange slagtesvin kan maksimere deres fradrag ved på papiret at dele landbrugets jord op i flere selskaber. Den eneste udfordring er, at hver mand kun kan oprette ét selskab selv. Derfor opstår en række selskaber, hvor bønders koner og børn indgår.

»Vi leverer smågrise til tre svinebønder, der ejer i alt ni forskellige selskaber. Det er ren spekulation, men det er ikke ulovligt, og alle gør det,« siger Heinrich Henke.

Selv har han og familien ingen jord. Derfor har de heller ikke mulighed for at spekulere i momslettelsen. Men de har glæde af, at den generelle moms på 19 procent er sat ned til syv procent på en række vigtige varer som medicin og foder.

Investeringstilskuddet er ifølge Heinrich Henke begrænset meget de seneste år. Det forsætter dog i den østlige del af Tyskland, hvor behovet er størst. Samtidig kan biogas og solceller være en stor fordel for de landmænd, der har nået at investere i tide, bekræfter Heinrich Henke.

Danske svin til Tyskland

På vej rundt i svineproduktionen stopper vi i en staldbygning, hvor søerne bliver kunstigt insemineret. Det er her, det hele begynder. Store højttalere spiller popmusikeren Pharrel Williams’ forårshit »Happy«, og søerne grynter – om ikke i takt – så i hvert fald ganske højlydt.

»De kan godt lide musik, men faktisk foretrækker de klassisk. Det gider jeg bare ikke høre på,« siger Heinrich Henke og griner, mens sønnen Theis løber rundt i stalden iført en blå kedeldragt.

De drægtige søer har lilla, orange, grønne og blå striber malet på ryggen, som viser, hvornår de blev insemineret. Omkring 115 dage senere kommer nye pattegrise til verden.

De økonomiske fordele for tyske svinebønder betyder, at tyske bønder, som op­feder slagtesvin, kan betale en højere pris for smågrisene end de danske. I øjeblikket er forskellen mellem 80 og 100 kroner. Det er godt for Heinrich Henkes økonomi. Men det betyder samtidig, at danske svinebønder sælger et stigende antal smågrise til tyske opdrættere.

Job siver syd for grænsen

Eksporten af smågrise voksede sidste år til ti mio. styk, og det er et stort problem for danske slagterier som Danish Crown og Tican, for svinene er det produkt, slagterierne lever af. Samtidig er eksporten af smågrise et problem for det danske samfund. Sammen med svinene forsvinder nemlig både tusindvis af danske slagterijob og mange eksportkroner, da forædlede kødvarer kaster flere kroner i eksportkassen end levende smågrise. Branchen frygter, at den udvikling vil fortsætte.

»Det er blevet billigere både at opfede slagtesvin og slagte dem i Tyskland sammenlignet med Danmark. Så det er jo ikke mærkeligt, at de danske svinebønder eksporterer deres smågrise hertil,« siger Heinrich Henke.

De 15 pattegrise mosler rundt, grynter og ligger tæt ind til moderens bug. Nadine Henke samler en af pattegrisene op og nusser den.

»Det er jo dem her, det handler om. De er vores levebrød,« siger hun:

»Men vi giver dem ikke navne. Dels har vi alt for mange, dels – ja, det lyder fjollet – men jeg kan heller ikke få mig selv til at spise dem, hvis de har fået et navn.«

Om ti uger bliver smågrisene solgt til opfedning. Til den tid er moderen allerede drægtig igen.