I München er man ikke bare glad for øl. Forbud og begrænsninger har også en stor plads i den bayerske hovedstad. Et af dem går ud på, at man ikke må støvsuge om søndagen.
Det samme gælder med aflevering af tomme flasker. Dem kan man kun komme af med i byens flaskecontainere inden for den dertil gældende åbningstid, som er på hverdage fra kl. 7:00 til 19:00.
De to eksempler leveres af Nina Arentoft, der er it-konsulent ved firmaet Riverland i millionbyen. Hun kom til München, fordi hun fik en specialeplads ved Bosch und Siemens Hausgeräte (BSH). Siden har hun hængt ved, når man ser bort fra en enkelt afstikker til San Diego i Californien.
Desuden lever Nina Arentoft fint med de kulturforskelle, som hun møder i det sydtyske. Det er nemlig fedt at bo i München, lyder det rent ud fra danskeren i artiklen.