»Vi kan forsøge at holde kræften nede, men du vil aldrig blive rask.«

Så konstant var den melding som 47-årige Marie Fjellerup fik af lægerne på Herlev Sygehus, efter at en alvorlig kræftform i 2004 havde spredt sig fra brystet til leveren. I dag er hun rask.

Efter at have afprøvet alle traditionelle behandlingsmuligheder på Herlev Sygehus, insisterede Marie Fjellerup i 2006 på at få at vide, hvor i verden man var længere fremme med behandlingen af brystkræft end i Danmark. Det krav mødte hun mikke stor forståelse for.

»Min læge blev enormt irriteret, men han gav mig alligevel navnene på to læger: Én i Milano og én i Frankfurt.«

Det fortæller Marie Fjellerup, da Berlingske Tidende besøger hende på hendes arbejde et landsted uden for Hørsholm, hvor hun udvikler medicinsk udstyr til heste.

Via internettet tog hun kontakt med en tysk læge, Thomas Vogel, der på universitetshospitalet i Frankfurt har haft stor succes med at behandle brystkræftpatienter med regional kemoterapi. En behandlingsform, der i Danmark bliver betragtet som eksperimentel, og som lægerne på Herlev Sygehus havde advaret hende imod.

»Herhjemme havde jeg fået at vide, at sygdommen ville eksplodere, hvis man gav mig regional kemo. Men i Tyskland sagde de det modsatte. Her havde de gode erfaringer med behandlingsformen, og deres patienter oplevede ikke de voldsomme bivirkninger, som jeg var blevet advaret imod på Herlev Sygehus,« fortæller hun.

For egen regning

Behandlingen i Tyskland søgte Marie Fjellerup støtte til af Sundhedsstyrelsens Second opinion panel. Men da man her var enige i vurderingen fra Herlev Sygehus, fik hun afslag. Regningen på 30.000 kroner per kemobehandling, måtte hun i første omgang selv betale.

»Det var først efter, at jeg kunne dokumentere, at en enkelt behandling havde reduceret kræften med 20 procent, at panelet ændrede mening,« siger hun.

Mindre skepsis, tak

Selvom Marie Fjellerup er glad for at få betalt de sidste ni behandlinger, mener hun ikke, at ordningen med second opinion fungerer ideelt.

»Jeg er glad for, at Sundhedsstyrelsen til sidst valgte at betale, men det er så også det eneste, de har gjort. Al kommunikation mellem dem, hospitalet i Tyskland og lægerne på Herlev har jeg selv måttet stå for selvom jeg er den eneste, som ikke har forstand på kræft,« siger hun.

Efter Marie Fjellerups mening har det danske sygehusvæsen således meget at lære endnu.

»De danske læger har ikke frarådet mig behandlingen i Tyskland, fordi de er onde. De har bare ikke vidst bedre,« mener hun.

Hun håber derfor på, at det danske sygehusvæsen i fremtiden bliver mindre skeptisk overfor at sende kræftpatienter til udlandet.

»Jeg kan godt savne, at man herhjemme begynder at tænke lidt mere europæisk, for måske er vi bare for lille et land til at have specialister som Thomas Vogel i Frankfurt,« siger hun og fastslår:

»Det er helt fair, at de danske læger ikke ved alt, men det er ikke fair, når de holder folk væk fra behandling, som kan redde ens liv.«