BASF i Ludwigshafen er ikke bare en fabrik. Det er 160 fabrikker, der hænger sammen i et gigantisk månelandskab af gamle murstensbygninger og nye skinnende metalkonstruktioner – altsammen forbundet af 2.800 kilometer rør. Der er ikke én stor fabriksbygning, som de 35.000 faste medarbejdere går ind i om morgenen. Der er omkring 2000 bygninger. BASF har sine egne brandstationer. I den ene holder en brandbil parat, som er udstyret med jetmotorer fra fly, der kan skyde enorme mængder vand fra Rhinen ud. Det er nemlig farlige sager, der løber i de lange rør. »Schwefelsäure 96 %« står der på ét af dem. »Ameisensäure« på et andet. BASF er som sin egen by. Den forbruger mere naturgas end Berlin. Den har sit eget toldkontor. Den har syv kantiner. Medarbejderne kommer rundt med busser eller på de 15.000 røde BASF-cykler. De fleste kemiske grundkomponenter sejles ind i containere på Rhinen, og når BASF-arbejderne har gjort deres ting, sendes nye kemiske sammensætninger ud i verden med tog, skib eller på én af de 2.100 lastbiler, der dagligt kører gennem portene.

Efter BASF holdt op med at producere kassettebånd er varemærket nok forsvundet fra de fleste menneskers bevidsthed, men deres kemiske komponenter findes overalt. I tusindvis af produkter. Ingen ved præcis hvor mange.

Tidligere fik Tyskland at vide, at deres økonomi var umoderne. For meget gammel industri, for lidt service og højteknologi. En livstruende finanskrise senere er melodien en anden. Nu skal Europa reindustrialiseres, lyder planen fra EU-Kommissionen. Industrialiseringsgraden i EU er faldet til knap 16 procent af bruttonationalproduktet. Kommissionen vil have den tilbage på 20 procent i 2020. Uden en »stærk industriel base« kan økonomien ikke blomstre, lyder det fra Kommissionen, der derfor efterlyser en »ny industriel revolution«. Europa skal altså blive bedre til igen at producere fysiske produkter, der kan sælges i hele verden. Vi skal med andre ord blive mere som tyskerne.

I Ludwigshafen har man produceret hele tiden. På verdensudstillingen i Paris i 1900 præsenterede Badische Anilin- & Sodafabrik sig son verdens største kemiske producent. Under anden verdenskrig blev fabrikkerne bombet, men under det tyske Wirtschaftswunder blev de genopbygget, og i dag er BASF stadig verdens største kemiske producent målt på omsætning.

I London, Paris, Athen, Rom, Bruxelles og København leder politikere efter måder at styrke konkurrenceevnen. Danmark har under krisen fra 2008 til 2011 mistet 66.000 industriarbejdpladser. Den danske regering har nedsat en kommission til at komme med forslag til forbedring af den danske konkurrenceevne. Nogle vil satse på lavere løn og lavere skatter. Andre vil hellere satse på offentlige investeringer i forskning og uddannelse. Mange efterlyser en liberalisering af Europas arbejdsmarked, mens nogle frygter en lønkonkurrence med Asien.

I Ludwigshafen er konkurrenceevnen en særdeles kompleks størrelse, som hele tiden skal optimeres, men lav løn er ikke forklaringen på successen.

Generelt er det tyske pris- og lønniveau ganske vist lavere end i de fleste vesteuropæiske lande, men i den kemiske industri er de tyske lønninger blandt Europas allerhøjeste. Med arbejdsgivernes sociale bidrag medregnet ligger udgiften ifølge den tyske kemiske industri på omkring 300 kroner i timen. I Vesttyskland, hvor Ludwigshafen ligger, endda på knap 367 kroner. I øst lavere.

»I en europæisk kontekst er det en ret høj løn. I de fleste lande i Europa er lønnen lavere,« siger Harald Schwager, der er medlem af BASF-koncernens bestyrelse, til Berlingske.

Den franske regering beskylder ellers tyske virksomheder for løndumping og unfair konkurrence, og for eksempel Venstres tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen har brugt »løngabet« over for Tyskland som argument for løntilbageholdenhed i Danmark. Men alle de store tyske eksportsektorer som bilindustrien, den kemiske industri og maskinproduktionen betaler faktisk en relativt høj løn. Det viser en ny opgørelse foretaget af den danske tænketank Cevea på baggrund af tal fra OECD. Den konkluderer ligefrem, at eksportsektorernes lønninger i Tyskland er blandt verdens højeste. I gennemsnit 11 kroner i timen højere end i Danmark. Belgien er det europæiske land med den højeste løn i den kemiske industri. Her har BASF placeret sit andet store værk i Europa.

Det rejser spørgsmålet, hvordan man bliver verdens største industrikoncern på sit felt med nogle af verdens højeste lønninger.

Ifølge Jens Jonatan Steen, der er analysechef hos Cevea, ligger hovedforklaringen i de tyske arbejderes effektivitet.

»Den mængde varer, som bliver produceret på en time, kan sælges meget dyrt. I bilindustrien har tyske arbejdere den højeste værditilvækst per time i verden. I deres andre eksportindustrier ligger de højt,« forklarer Jens Jonatan Steen.

Harald Schwagers forklaring begynder i Ludwigshafen. Med værkets enorme størrelse. Konceptet hedder »Verbund«. Forbundne produktioner. Et råstof kommer for eksempel ind og omdannes i en ovn til noget andet, hvorved biprodukter som damp og CO2 frigives. De føres via rørene videre til andre produktioner, der for eksempel laver kulsyre til sodavandsindustrien ud af CO2en. Det handler hele tiden om at minimere spildet og forbruget af den dyre energi, fortæller dr. Harald Schwager: »Vi har - i sammenligning med vores konkurrenter, som har mindre produktionsområder - brug for et lavere input af energiækvivalenter per ton produkt, vi producerer.«

Eller som han kort og godt konkluderer på engelsk: »Size matters«.

Den næste del af hans forklaring handler om geografi. Om en velsmurt infrastruktur og om at have mange kunder tæt på sig. Ludwigshafen er placeret midt i dét, Harald Schlager kalder den europæiske banan. Danmark ligger oppe omkring stilken.

»Den går fra Danmark, Hamborg, Amsterdam, Rotterdam langs Rhinen ned til Norditalien og 500-600 kilometer på hver side. Her ligger den største del af den europæiske industri i dag. Hvis du ligger hér, har du en placeringsfordel. Alle uden for det område har logistisk set en ulempe,« siger han.

Tredje del af hans forklaring er arbejdskraftens kompetencer. Her ser Harald Schwager en stor konkurrencefordel for industrilandet Tyskland, selvom de officielle statistikker siger det modsatte. Det handler om det »duale« uddannelsessystem, som tyskerne kalder det. En faglig uddannelse kombineret med en slags lærerplads.

»Denne person har ikke gået på universitetet, så ifølge OECDs kriterier får vi altid at vide, at vores færdighedsniveauer i Tyskland er for små. Jeg er overbevist om, at det modsatte er tilfældet, for vi er i stand til at give folk de helt rigtige færdigheder til jobbet,« siger han.

Harald Schwagers fjerde forklaring hedder fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Det er et omdiskuteret punkt - også i Tyskland. For ti år siden begyndte Tyskland et reformprogram, der blandt andet gjorde det lettere at bruge midlertidig arbejdskraft og vikarbureauer. I valgkampen blev kansler Angela Merkel konfronteret med en arbejder, der havde arbejdet ti år som vikar. Det var ikke meingen. Hun lovede at se på det, og i de aktuelle regeringsforhandlinger kræver SPD en begrænsning at de »atypiske« job. Men Harald Schwager ser Agenda 2010-programmet som en model for resten af Europa. Netop høje lønninger kræver høj fleksibilitet.

»Hvis du har høje lønninger og ingen fleksibilitet, slår det dig ihjel. Hvis du har høje lønninger og høj fleksibilitet, kan du have færdighederne parat, når du har brug for dem,« siger Harald Schwager.

Når EU-Kommissionen nu vil styrke industriproduktion i Europa, skyldes det blandt andet en frygt for, at hvis produktionen først ryger, så følger forskningen, udviklingen, markedsføringen og måske også ledelsen med ud af landet. Teorien er, at de forskellige dele i værdikæden, som man kalder det, på en eller anden måde hænger sammen. Hvis indere eller sydkoreanere først producerer bilerne, hvorfor skulle de så ikke også udvikle og markedsføre dem?

Den logik deler man i Ludwigshafen. Her arbejder folk i kedeldragter og kontortøj op og ned af folk i hvide kitler. 5.000 forskere udvikler nye produkter.

»Hvis man mister udgangspunktet for værdikæden, så følger udviklingsafdelingen typisk efter, og så får du en dominoeffekt. Det er dét, vi virkelig skal prøve at undgå,« siger Harald Schwager.

Den tyske kansler Angela Merkel er en stålsat forsvarer af tysk industriproduktion af alt fra biler til solceller og advarede for nylig Europa mod at blive et »museum«. Men EU-Kommissionens idé om en bestemt grad af industriproduktion er omdiskuteret.

Man kan sagtens leve godt med meget lidt industri, hvis man er stærk på for eksempel serviceydelser og innovation, siger Philipp Schröder, der er professor ved Århus Universitet med speciale i globalisering og international økonomi. Han peger som eksempel på den relativt høje levestandard i USA på trods af en industrialiseringsgrad under ti procent af BNP. Omvendt satser lande som Tjekkiet, Slovenien og Slovakiet på produktion og er mindre rige. Reindustrialisering er ikke nødvendigvis det rigtige for Danmark, mener den tysk-fødte økonom.

»Det er lidt, som hvis vi for 30 år siden diskuterede, at det er vigtigt at fastholde skrivemaskineproduktionen i Danmark. Eller for ti år siden kunne vi diskutere at fastholde skibsproduktionen i Danmark. Specialiseringsmønstre er jo ikke noget, man selv bestemmer. Det sker i samspil med omverdenen. Hvis omverdenen nu engang er struktureret således, at inderne gerne vil lave bilerne og kineserne gerne vil producere glasfibermåtter, så nytter det egentlig ikke noget at fastholde glasfiberproduktion i Danmark. Så handler det om at flytte sig på værdikæden,« siger Philipp Schröder.

Kommissionens »reindustrialisering«

Som det er nu har Danmark bevaret nogle centrale industriproduktioner gennem en ekstrem høj innovationsgrad og produktivitet, påpeger Philipp Schröder. EU-Kommissionen har da også netop placeret Danmark på en tredjeplads på sin europæiske innovationsrangliste. Kun overgået af Sverige og Tyskland. Kommissionen roser også både Danmark og Tyskland i sin seneste konkurrenceevnerapport fra september. Danmark er blandt Europas mest konkurrencedygtige lande med en »højt kvalificeret arbejdsstyrke«, selvom industriproduktion kun udgør omkring 12 procent af vores BNP. Lønningstigningerne er efter nogle års himmelflugt »ikke langt fra et holdbart niveau,« skriver Kommissionen. Skatten, som fylder meget i den danske debat, er ikke nævnt.

I Tyskland er skattetrykket med 40 procent ifølge EU-kommissionen betydeligt lavere end Danmarks 48,6 procent. Tyskland ligger præcis på EU-gennemsnittet. Lav skat kan altså ikke forklare, hvorfor tysk industrisproduktion udgør 22 procent af bruttonationalproduktet. De store tyske erhvervsorganisationer advarer mod skattestigninger, men kræver generelt ikke lavere skatter af den kommende regering. De vil have offentlige investeringer, og det skal være uden, at skatterne hæves. Det samme vil Harald Schwager, der kalder det tyske skattetryk »på grænsen«.

Det afgørende er i virkeligheden ikke så meget skatteniveauet, som hvad virksomhederne får for pengene, siger økonomen Philipp Schröder.

»Virksomheder har jo potentielt stor glæde af den offentlige sektor, hvis den offentlige sektor sørger for en velsmurt infrastruktur, gode juridiske rammer og veluddannet arbejdskraft. Det er jo offentlige uddannelser, der sørger for, at den industrimedarbejder, der ansættes forhåbentlig kan betjene en computerkontrolleret fræser. Det kunne ældre generationer altså ikke finde ud af. Det gør, at man kan få meget mere produktionsskabelse ud af den medarbejder, end man kunne for 20 år siden. Faktum er jo, at nogle af de rigeste lande i verden har et højt skatteniveau,« siger Philipp Schröder.

Det handler altså om den samlede konkurrenceevne: Jo højere produktivitet og innovationen, jo bedre infrastruktur og geografisk placering, jo højere kan lønnen og skatten være. Og omvendt.

For EU-kommissionen er det da også især lande i ubalance som Frankrig, Rumænien og Italien, der bekymrer. Italien er igang med en alarmerende afindustrialisering, skriver Kommissionen i konkurrenceevnerapporten. Lønningerne er steget langt mere end produktiviteten, og landet har mistet hele 20 procentpoint på industriproduktionsindekset på kun seks år.

Tyskland ligger i toppen på de fleste af Kommissionens konkurrenceparametre. Men farerne lurer forude også for Europas store økonomi. Der er for få entreprenører og nye lande haler ind på Tysklands klassiske industriproduktion. Fortsatte investeringer i uddannelser og udvikling er nødvendige, indskærper Kommissionen.

Flere investeringer i uddannelser er også på BASFs ønskeliste til fremtiden og dermed til de igangværende regeringsforhandlinger. Det samme er flere investeringer i infrastrukturen, som forfalder i det centrale Europa. Men den største trussel for BASF - og for industrien i Europa - er ifølge tyskeren én, som netop EU-Kommissionen er med til at påvirke: Stigende energiomkostninger. Afgifter på el, CO2-kvoter, udfasningen af kul - og i Tyskland også atomkraft - fordyrer det stadig vigtigere element i industriproduktionen.

»For dyr energi i Europa er den vigtigste faktor for os i øjeblikket. Vigtigere end lønninger og skatter og så videre,« siger Harald Schwager.

EUs klimakommissær, Connie Hedegaard, peger på en ny rapport, der konkluderer, at det ikke er klimapolitikken, der koster Europa konkurrencekraft. Stigende energiomkostninger beskriver hun først og fremmest som et tysk problem, der blandt andet kan føres tilbage til Angela Merkels pludselige beslutning om at udfase atomkraft og landets mangelfulde energiinfrastruktur.

»Tyskland har nogle problemer, men når det så er sagt, så må man jo også sige, at hvis man ser på, hvilke industrier i Europa, der har klaret sig godt i en lang årrække og stadig klarer sig godt, så er den tyske industri jo trods alt noget af det første, man vil tænke på. Man skal lige bevare proportionerne,« siger hun.

Samtidig beskriver Connie Hedegaard Kommissionens mål om 20 procent industriproduktion i 2020 som et blødt mål.

»Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at vi bliver endnu dygtigere konkurrencemæssigt i Europa også i industrien, men det der 20-procent-mål er jo ikke et hårdt mål ligesom vores mål for vedvarende energi eller for klima. Ligesom vi heller ikke har et mål om, at landbruget skal udgøre så og så stor en procentdel af vores BNP. I alle modne økonomier - selv nu i Kina - er det altså sådan, at serviceindustri fylder stadig mere,« siger hun.

I USA er energipriserne faldet som følge af den kontroversielle fracking-teknologi til udvinding af naturgas, og BASF har i de seneste år flere gange valgt at investere i USA frem for Europa, siger han. Den udvikling vil fortsætte, hvis Europa ikke ændrer kurs, advarer han. Det kan få konsekvenser for Europas evne til at finansiere sine velfærdssamfund eller Tysklands variant: »den sociale markedsøkonomi«. Det gælder nemlig om hele tiden at finde balancen mellem konkurrencen og det sociale, understreger Harald Schwager. Den balance er også en vigtig del af den tyske model, forklarer bestyrelsesmedlemmet i den tyske kemigigant: »Nogle gange svinger det lidt til den sociale side, og nogle gange svinger det lidt til konkurrenceevnen, men over årtierne er det godt balanceret og skaber et miljø med social fred og ro.«