Her syd for grænsen har vi væsentligt lavere priser end i Danmark og derfor masser af danske kunder. Det til trods for at man gennem de seneste 10 år aldrig har haft så lille en afgiftsforskel som nu til og med slutningen af 2011.

Det strider imod ”lærebøgerne” og ikke mindst den politiske dagsorden.

Faktum er, at de seneste mange år har de største detailkæder i Danmark haft det ene rekordoverskud efter det andet.

Flere rapporter/undersøgelser konkluderer, at priserne, renset for diverse afgifter, er blandt de højeste i EU og slår fast, at der ingen rigtig konkurrence er på det danske marked. Ingen ser nærmere på forholdene f.eks. vedr. ens kaffepriser overalt. I Tyskland ville Konkurrencestyrelsen med det samme gå i aktion (den har for nylig givet store bøder lige præcis vedr. aftalte kaffepriser). Senest har bl.a. producenter og forhandlere af vaskemiddel, dyrefoder og chokolade fået bøder for aftalt spil med priserne.

Hvis man tager de sager, som har kørt i Tyskland, og som der er givet bøder for, og tjekker efter i Danmark, vil man se nøjagtigt samme billede.

Manglende konkurrence

Mht. kaffe har tyskerne en over dobbelt så høj afgift, som vi har i Danmark; alligevel er kaffen dyrere end i Tyskland. Hvad laver man egentlig hos Konkurrencestyrelsen? Kaffepause?

Den manglende konkurrence i dansk detailhandel (og Konkurrencestyrelsen) gør, at de kloge danske forbrugere nu har givet dem det røde kort.

De vil ikke længere acceptere den prispolitik, som bliver ført med kanonhøje normalpriser og ugetilbud/priser, som enten meget stærkt camouflerer den ”rigtige” normalpris eller bare er udsolgt allerede mandag formiddag to timer efter, at tilbuddet er startet. Hvem har ikke prøvet det gang på gang?

Detailhandelen mener selv, at med de mange ugentlige ”tilbud” er prisniveauet ikke så slemt for de danske forbrugere. Dermed har man indrømmet, at man må være mere end rig eller bare mindre begavet i Danmark, hvis man køber til ”normalpris”.

I Sverige og Tyskland har man derimod mange ”rigtige” tilbud og tilbudsaviser hver uge, og i Tyskland må der ikke bare være udsolgt efter de første to timer; forbrugeren skal kunne købe til normalt husholdningsforbrug.

Glem tilbudsaviserne

Så glem al den snak om tilbudsaviser og markedsføringstilskud. Spørg bare de danske firmaer, som vil ind på det tyske marked. De er ligblege efter et møde med de tyske kæder. I Danmark spiller de ”golf” med kæderne, nåh ja, og drikker kaffe sammen.

Os syd for grænsen har kunnet se det hver gang de seneste 10 år: Når man har sænket afgifterne fra dansk side (bortset fra tobakken), har man ikke sænket priserne i de danske butikker.

Til gengæld ser man, at priserne bliver hævet mere end de nye afgifter. Samtidig er man verdensmester i dårlige undskyldninger. Er der overhovedet nogen, der kan tage den danske detailhandel alvorligt?

Sandheden er, at markedet i Danmark er helt uden konkurrence - et rent tagselvbord.

Hvordan havde det så ikke set ud, hvis der ingen grænsehandel var til at give bare lidt modspil?

Mon man så skulle betale med rigtigt guld for at købe et glas Nescafé Gold?