De største besparelser i Rabattens reportage om Tyskland som rabatland var inden for byggeartikler. Programvært Mark Jessen havde taget Johs Christiansen med på indkøb i Praktiker, som er et stort byggemarked i Flensburg, og her opdagede de to besparelser i forhold til danske priser på op til 82 pct.
Johs Christiansen driver til daglig et savværk i Danmark, og han er regelmæssig kunde i de tyske byggemarkeder. Netop på grund af priserne.
Den største af prisbaskerne var et 110 mm gange 100 mm PP kloakrør m. muffe, som kostede DKK 20,07 i Praktiker. I Danmark koster det samme kloakrør DKK 109,95 i Silvan. Det giver en tysk rabat på DKK 89,88 eller 82 pct.
De to fandt også en stiksav på 600 W fra Bosch til DKK 663,94. Her var besparelsen dog kun 17 pct. i forhold til prisen på DKK 799,95 i Silvan.
Til gengæld havde Praktiker to Osram elpærer til DKK 11,12. Det er under halv pris i forhold til den danske Silvan-pris på DKK 24,95.
Endelig fandt Johs Christiansen og Mark Jessen cement til en tredjedel af den danske pris. Det var Universalcement, 25 kg, som koster DKK 48,95 i Silvan i Danmark. I tyske praktiker kunne de to få den samme pose cement til DKK 15,59 - eller med en besparelse på 68 pct., fremgik det af udsendelsen.