De sønderjyske kommuner taber millioner af kroner i skatteindtægter på grund af det stigende antal tilflyttere, som arbejder og betaler skat i Tyskland, mens kommunerne skal stå for udgifterne til børnehaver, skoler, sundhedssektoren med videre. Det er især et stort problem for Gråsten, som har fået mange tilflyttere, der udnytter kommunens servicetilbud, men betaler indkomstskatten til Tyskland, hvor de har deres arbejde. Men også Bov kommune, som tidligere havde et solidt overskud på grænsependlingen, taber i dag penge på denne trafik.
Gråsten kommune mistede i 1992 et skattegrundlag på ni mio. kroner, fordi pendlere betalte deres skat i Tyskland, mens pendlingen den modsatte vej gav en stigning på 1,7 mio. i skattegrundlaget. I 1997 var disse tal steget til henholdsvis 26 mio. og fem mio. kroner, som indebar, at kommunen mistede et skattegrundlag på 21 mio.
Dermed slås de sønderjyske kommuner med de samme problemer som Malmø, blot med modsat fortegn. Mens Malmøs borgmester Ilmar Reepalu, som omtalt i Børsen i går, frygter et skattetab i milliardklassen til den danske stat, hvis integrationen i Øresundsregionen indebærer en kraftig stigning i antallet pendlere, der bor i Malmø og arbejder i København, så har kommunerne op til den dansk-tyske grænse mange tilflyttere, der betaler skat i Tyskland, men udnytter den danske kommunes servicetilbud, fremgår det af artiklen.