SOCIAL, SUNDHED, KØB, SALG, HOSPITALER

Kræftpatient må betale 250.000 kr. af egen lomme

Flag ARTIKEL 07-06-09 ~3 minutters læsning · 602 ord

Bruxelles: Søren Kock er ikke nogen bitter mand, selvom skæbnen har været hård ved ham. Til gengæld er han skuffet.

Søren Kock er skuffet over, at han i dag bliver nødt til at slås med de danske sundhedsmyndigheder for at få refunderet de cirka 250.000 kr., som han har betalt af egen lomme for at blive behandlet i Tyskland for sin kræftsygdom.

»Jeg har altid været glad for at være dansker. Men det er nærmest kriminelt, at jeg ikke kan få de penge. Og det er derfor, vi nu må prøve at bruge EU-systemet for at få vores ret,« siger Søren Kock i telefonen fra Kalundborg, hvor han bor og i 36 år frem til 2002 arbejdede på Asnæs-værket.

Betalte med erstatning

Kræften i den 66-årige pensionerede maskinmesters lungehinder stammer fra læretiden på skibsværftet i Frederikshavn. Dér blev han udsat for asbestforurening, som i foråret 2007 førte til cancer-diagnosen.

Arbejdsskadeerstatningen kom hurtigt, fordi myndighederne af erfaring ved, at patienter med lungehindekræft normalt kun lever i kort tid. Og dét var Søren Kock, der var i chok over diagnosen, meget taknemmelig over. Til gengæld er han nu skuffet over, at han siden har været nødt til at bruge sin arbejdsskadeerstatning til at betale for behandlingen af sin sygdom.

Søren Kock er siden maj 2007 blevet behandlet for sin sygdom hos Dr. Gatzemeier på sygehuset i Grosshansdorf, der ligger ved motorvej E22 godt 30 km nord for Hamburg.

»Det kom i stand, fordi Jeg har en god tysk ven, der bor i Bremen, og som er lungelæge. Ham har jeg brugt meget som rådgiver, og han fortalte mig, at jeg kunne få behandlingen hos Dr. Gatzemeier,« fortæller Søren Kock.

Søren Kock var dog indstillet på behandling i Danmark, nærmere bestemt på Rigshospitalet i København, som han var henvist til af Region Sjælland. Men Rigshospitalet kunne ikke give ham den ønskede behandling, og efter megen diskussion og frustration valgte Søren Kock at indlede behandlingen i Tyskland.

  1. maj 2007 kørte Søren Kock og hustruen til Grosshansdorf og fik sin første ambulante kemoterapi-behandling med medikamenterne Alimta/Carboplatin hos Dr. Gatzemeier.

Sloges med myndigheder

Sideløbende sloges Søren Kocks børn og svigerbørn med de danske sundhedsmyndigheder, og hen over sommeren blev det via Sundhedsstyrelsen besluttet, at danske myndigheder ville betale behandlingerne i Tyskland.

Fra maj til december 2007 kørte Søren Kock ti gange til behandling i Grosshansdorf, og herefter har han hver tredje måned været til kontrol. I sommeren 2008 blusser canceren op igen, og Dr. Gatzemeier indleder nu opfølgende kemoterapi med præparatet Alimta.

Da Søren Kock i efteråret 2008 indsender regningerne for behandling i Tyskland til Region Sjælland, får han at vide, at man ikke vil betale.

Ingen refusion

Region Sjælland anfører i oktober 2008 i svaret til Søren Kock, at han ikke opfylder betingelserne i henhold til de betingelser, der kan udledes af retspraksis fra EF-Domstolen. Og at han i øvrigt kan få behandling med Alimta på Rigshospitalet. Derfor vil man ikke refundere hans udgifter.

Søren Kock har hele tiden opfattet sig selv som værende i behandling hos Dr. Gatzemeier, og han ønsker ikke at overgå til behandling på Rigshospitalet.

»Jeg har ikke tillid til dem efter deres opførsel i forsommeren 2007. Derfor fortsatte jeg i Tyskland. Og selv en blind mand med en stok kan se, at jeg skal have de penge. Jeg synes, det er forargeligt, at jeg efter mere end 40 år som en god skatteborger skal finde mig i, at de embedsmænd bare sidder der og frimodigt siger nej,« siger Søren Kock og tilføjer:

»Det ærgrer mig, at vi nu bliver tvunget til at gå hele vejen gennem EU for at få vores ret.«.