Mange danskere forbinder Tyskland med «Ordnung muss sein» og bureaukrati. Men virkeligheden er en anden. I hvert fald for danskere, der har startet selvstændig virksomhed i Flensburg-området. Det viser en interviewundersøgelse, som DanRevision/Die Steuerberater i Flensborg har lavet.
Revisionsfirmaet har interviewet 15 danske virksomhedsledere i Tyskland, og de fleste har måttet revidere fordommene om tysk bureaukrati.
Tyskerne er utroligt hjælpsomme, siger en af deltagerne i undersøgelsen. Det er Lisbeth Mejer, der i januar 2012 startede oversættelsesbureauet VerbCom i Flensburg.
Undersøgelsen viser desuden, at de fleste danskere etablerer virksomhed i Flensburg-området, fordi lønningerne er lave og erhvervsmiljøet godt, fremgår det af artiklen.