Fra 1-6-15 er der indført et loft over huslejen på alle lejligheder i Berlin. Prisen må nu kun ligge højst 10 pct. over den gennemsnitlige husleje i et område, som lejligheden ligger i.
Ordningen er indført af byens socialdemokratiske borgmester, Michael Müller, som begrunder indgrebet med, at for mange ikke har råd til at bo til leje i den tyske hovedstad.
For 6 år siden kostede en kvadratmeter lejlighed i Berlin i gennemsnit EUR 5,85 om måneden, mens prisen nu ligger på EUR 8,55. Det giver en stigning på 46 pct., fremgår det af en rapport fra ejendomsmæglerfirmaet CB Richard Ellis (CBRE).
Flere andre tyske delstater er på vej med lignende indgreb mod stigende huslejer. Omvendt gør husejerne i Berlin oprør mod den nye lov. De er uenige i lovens principper for udregningen af huslejerne. Desuden mener de, at loven som helhed er et indgreb i den private ejendomsret. Som følge af det sidste har husejerne ifølge artiklen varslet en klage over loven til den tyske forfatningsdomstol.