Det lykkedes. Vi har købt lejlighed i Berlin. Ganske vist er den lige nu trist, mørk og udslidt, og vi kan først overtage den til december. Men selve beliggenheden er perfekt. Så nu glæder vi os til masser af forlængede weekender i dejlige Berlin.

Men pas på! Hvis målet er ferielejlighed i Berlin, kommer man let til at betale for meget eller blive decideret snydt. Derfor gælder det om at undersøge markedet og ikke hoppe på det første, det bedste. Og tro heller ikke på, at alt er ok, blot fordi det er et dansk firma, som står bag salget af lejligheder.

Vi startede med at besøge Berlin og boede i nogle venners lejlighed i Rigaerstrasse i Friedrichshain. De havde købt en 39 kvm stor etværelses med en lille balkon til 450.000 kr. Billigt, billigt. De havde selv fundet lejligheden via tyske ejendomsmæglere, så vi ville det samme.

Allerførst travede vi gennem gade efter gade i Friederichshain og Prenzlauer Berg og besøgte også andre bydele for at sammenligne. Men som så mange andre danskere faldt vi for de to nævnte områder - specielt Friederichshain, der er lidt mere rå og alternativ med autonome, et charmerende marked og økologiske butikker.

Det blev en dejlig weekend. Det er ca. en tredjedel billigere at gå på restaurant og café. Sushi koster ingen penge, og tysk øl smager herligt. For ikke at tale om berlinerne, der er utroligt imødekommende.

Lørdag besluttede vi os til at ringe til et par ejendomsmæglere. Det kunne være smart lige at se på en lejlighed eller to om søndagen, inden vi rejste hjem. Men kun hr. Uwe svarede. Han havde faktisk en lejlighed til salg på 62 kvm til 82.000 euro i den ejendom, hvor vores venner havde lejlighed. For stor og dyr syntes vi, men bad ham om at holde øje med andre muligheder og kontakte os, hvis han fandt en mindre lejlighed i området.

Hjemme kontaktede vi et par andre tyske ejendomsmæglere og bad dem om det samme. Men selv om de kunne engelsk, var den gal med kommunikationen. De lejligheder, vi fik tilbudt, var enten for store eller lå i andre bydele. Og hr. Uwe blev stædigt ved med at tilbyde os den samme lejlighed på 62 kvm.

Tyske ejendomsmæglere er ikke som danske. De er ikke uddannede, og mæglervirksomheden kan sagtens være en bibeskæftigelse. Ejendomsmæglerne er også frygteligt bange for, at kunderne kommer i kontakt med ejerne og på den måde sniger sig uden om mæglersalæret. Derfor er det ret ofte, at adressen på lejligheden ikke opgives i annoncen. Den kan man først få, når ejendomsmægleren har fået ens navn og adresse.

Læg også mærke til, om lejlighederne er udlejede. Det kan de sagtens være, selv om de er til salg. Når vi kiggede annoncer på nettet, var den sikker hver gang, vi fandt en ekstremt billig lejlighed: Den var »vermietet«. Først da vi fik slået ordet op i den tyske ordbog, gik der en prås op for os. Vermietet betød jo udlejet! Og en lejlighed med lejer dur ikke, hvis man vil bruge den til ferielejlighed.

Efter at have støvsuget annoncerne på nettet og efter masser af opringninger lykkedes det dog at line seks lejligheder op, som vi kunne tjekke ved næste besøg i Berlin. Hr. Uwe stod for to mindre - stadig i samme ejendom. Lejligheder, der ganske vist var udlejede, men mod et mindre beløb kunne vi sagtens få lejerne til at flytte, mente hr. Uwe.

Vores første møde med en tysk ejendomsmægler var mere sjovt end effektivt. Vi skulle se på en 41 kvm stor lejlighed til 79.000 euro i et projekt i Schreinerstrasse i Friedrichshain. Efter at have ændret mødetidspunktet et par gange, mødte ejendomsmægleren endelig op iklædt kameluldsfrakke, tilbagestrøget gråt halvlangt hår, adskillige guldringe og sorte laksko. Med ham i front halsede vi op ad trapperne i den saneringsmodne ejendom.

Men ak, til ejendomsmæglerens forundring var døren låst ind til den lejlighed, vi skulle se på.

Derfor halsede vi videre. Vi skulle se rummene, hvor de eksklusive loftlejligheder skulle ligge. Skuffet over vores manglende interesse forsøgte ejendomsmægleren igen at komme ind i lejligheden. Denne gang forsøgte han at lirke sig ind med et kreditkort. Men ligegyldigt hvor meget han lirkede, gik døren ikke op, så i stedet fik vi overrakt en mappe over projektet og ejendomsmæglerens telefonnummer.

Næste besøg stod hr. Uwe for. Her fik vi heller ikke, hvad vi forventede. Vi blev nemlig ført direkte op til den 62 kvm store lejlighed. Igen understregede vi, at den var for stor og for dyr, og at vi maks ville betale 75.000 euro for en lejlighed.

Intet problem, mente Uwe. Han var sikker på, at i stedet for at have en tom lejlighed stående, ville ejeren gå med til at sænke prisen til de 75.000. Han ville spørge og derefter kontakte os.

Næste stop var en lille toværelses lejlighed på ca. 50 kvm i udkanten af Friederichshain. Denne gang var kontakten en dansk ejendomsmægler. Mens vi ventede, dukkede den ene dansker op efter den anden. De var alle på en guidet tur til Berlin, arrangeret af ejendomsmægleren. Til sidst var vi var omkring otte, der væltede ind i lejligheden, hvor lejeren tog imod.

En af danskerne var mellem 25 og 30 år og havde euro i øjnene. Han ville investere og tjene masser af penge. Derfor ville han købe en lejlighed med lejer. En lille lejlighed. For jo mindre, jo oftere flyttede lejeren. Det var en kæmpe fordel, for i Tyskland kan man kun hæve lejen, når en ny lejer flytter ind!

Men hverken fyren med euro i øjnene eller de andre danskere på den guidede tur havde nogen fornemmelse af, at lejligheden, de havde invaderet, var overmåde dyr. Både på grund af dårlig beliggenhed og fordi den var lejet ud.

Så var det, vi faldt for et »udbombet krater«. En mørk, trist og komplet udslidt lejlighed. Alt var gråt i gråt. Men beliggenheden perfekt, og ejendomsmæglerne, Tino og Christina, virkede troværdige. At vi fik mulighed for at se et færdigt projekt ganske magen til, hvordan vores ville komme til at se ud, øgede lysten. At selve gårdmiljøet var indbydende og altanen stor, satte prikken over i’et.

Vi sagde ja. Ja, til en etværelses med lækkert badeværelse, stor altan, og et køkken vi selv skal installere. Lejligheden ligger i sidehuset, hvilket er perfekt. Her trænger støjen fra Niederbarnimstrasse nemlig ikke ind.

Prisen! Ja, den blev 72.000 euro eller ca. 536.000 kr. for 39 kvm.

Alt i alt har vi brugt tre måneder og to forlængede weekender i Berlin på at finde lejligheden uden hjælp fra danske firmaer.

Til gengæld har vi efterfølgende fået hjælp fra den tyske advokat, Gerhard Link, der også fungerer som notar og derfor kender systemet ud og ind. Og allervigtigst: Gerhard Link er dansk gift og taler derfor flydende dansk.

Gerhard Link har læst vores kontrakt igennem og bl.a. sørget for, at vi har fået bygherrens garanti for, at lejligheden ikke bliver dyrere end de 72.000 euro. I det hele taget har det været perfekt at have advokaten til at forklare de noget anderledes tyske regler.

Så nu venter vi bare - venter på, at lejligheden bliver færdig, så vi, vores familie og venner har en base i Berlin.