Et par dage før jul er det umuligt at slippe alt og spurte til Berlin. Men havde det kunnet lade sig gøre, havde vi gjort det. For beskeden var kommet. Vores lejlighed i Friedrichshain i Berlin var klar til overtagelse.

Vi var frygtelig spændt. For hvordan så den ud nu, den mørke, triste og udslidte lejlighed, vi havde købt for et år siden?

Og jo. Lejligheden er blevet super. Lys, lækker og med skøn udsigt. Vi fik, hvad der blev lovet. En etværelses med lækkert badeværelse, stor altan og et køkken, vi selv skal installere.

Men inden da nåede vi at blive bekymret. For når vi ikke kunne være til stede og modtage nøglen 20. december, hvem skulle så? Der var dog ingen grund til uro. Selskabet bag projektet overdrog nøglen til viceværten og sørgede for, at en uvildig ingeniør gennemså lejligheden for fejl og mangler.

Hvilket var helt ok ifølge vores dansktalende tyske advokat, Gerhard Link, der for en sikkerheds skyld tjekkede, at »Grundvoraussetzungen« i henhold til købekontrakten var opfyldt. Så han var lige forbi tinglysningskontoret for at sikre sig, at lejligheden var gældfri.

Først sidst i februar fik vi tid til en udvidet weekend til Berlin. Vi fyldte vores Transporter med køkkenelement, stol, lampe o.s.v.

Udenfor ejendommen ventede viceværten med nøglerne, mens håndværkere myldrede ud og ind. Så vi var spændt, da vi gik gennem porten ind til gården. Vores lejlighed ligger nemlig i sidehuset, for her trænger støjen fra Niederbarnimstrasse ikke ind. En beliggenhed, der samtidig giver udsigt til et meget stort grønt areal med træer og stort anlagt soppebassin.

DEN FLINKE VICEVÆRT

gennemgik hver eneste lille ting i lejligheden sammen med os og noterede et par småting, som han fik en af håndværkerne til at lave. Men ellers er næsten alt udført med behørigt hensyn til lejlighedens oprindelige alder på mere end 100 år. De gamle fyldningsdøre er bevaret og gulvene genopbygget af træ. Eneste anke er vinduerne. De er af plastic, og det er synd.

Og så er der for øvrigt også badeværelset. Det måtte godt have været mindre. Det er da lækkert med badekar, svævende toilet og håndklædevarmer. Bevares. Men hvorfor ikke snuppe 40 cm i bredden badekarret kan stadig være der og føje det til køkkenet. For hvorfor skal køkkenet være mindre end badeværelset? Til gengæld er der rigelig plads til at nyde morgenmaden på altanen. Den er næsten 4,50 m lang og 1,75 m bred.

Bortset fra badeværelset var lejligheden helt tomt, da vi lukkede os ind, ikke engang en køkkenvask var der. Men det var vi forberedt på, for i Tyskland er det normalen, at man kommer med sine egne køkkenelementer og tager dem med sig igen, når man flytter.

DERFOR SKULLE VI

have et køkkenelement med indbygget vask og bordplade beklædt med zink slæbt op på 3. sal. Og da vi er én stor og én lille, er det hårdt for den store. Det kunne de fire unge, der var ved at flytte ind i lejligheden nedenunder, godt se. Den ene overgav sin kuffert til de andre, og så tog han ellers fat.

Det samme skete, da vi dagen efter skulle bære en boksmadras op.

Det foregik trin for trin med hiv, slæb og støn. Og igen var der indflytning i en lejlighed. Denne gang et ældre par, hvor manden straks slap sine kufferter. I det hele taget er de berlinere, vi har mødt, utrolig åbne, flinke og hjælpsomme.

Der er dog én ting, der ikke er forskellig og ligner fuldkommen sig selv. Det er Ikea. Der er hele tre af slagsen i Berlin, og det var derfra, vi slæbte boksmadras, lamper, køkkenmodul, gardiner og kommode. To gange måtte vi derud, og til sidst er det altså ikke spor sjovt.

Men vi var ikke de eneste i ejendommen, der tyr til det møbelhus, kunne vi se. De unge nyindflyttede mødte vi også med favnen fuld af Ikea-varer.

I vores ejendom, som består af et forhus, et sidehus og et baghus, er lejlighederne én stor blanding af leje- og ejerlejligheder. En blanding, der er ganske normal i Tyskland. Det er også ganske normalt, at folk flytter ind, efterhånden som lejlighederne bliver færdige. Man venter ikke på, at alt er færdigt.

Derfor er vi ikke alene om at samle møbler og hænge lamper op den weekend.

Vi har problemer med lampen over vasken i badeværelset og er faktisk ét stort spørgsmålstegn. For når vi trykker på kontakten udenfor, tændes lampen samtidig med udluftningssystemet og det er helt fint. Men når vi slukker igen, er det kun for ventilationen. Lyset bliver ved med at brænde. Der kan kun slukkes for det ved hovedkontakten. Måske er der et tysk lyssystem, som vi ikke forstår.

Til gengæld er systemet rigtig smart, når det gælder vandforsyningen.

For her er der en hovedhane med tæller i hver lejlighed. Det vil sige, at vi både kan følge med i vores vandforbrug og lukke for vandet, når vi låser og slukker for at drage tilbage til Danmark. På den måde kan vi sikre os mod vandskader.

EFTERHÅNDEN ER SENGEN

samlet og sat op. Det samme er køkkenmodulet og det lille køkkenbord, hvor der lige er plads til to. Er vi flere, må vi rykke ind i stuen.

Men det bliver sjældent andet end morgenmad, vi skal nyde i lejligheden. For det er billigt at spise ude i Berlin, hvor priserne er ca. en tredjedel lavere end hjemme. Det gælder blot om at finde de gode steder i vrimlen af restauranter og caféer.

Efter tre døgn i Berlin er lejligheden anvendelig. Der mangler stadig sofa, bord, lamper og andre hyggeting.

Alt skal dog ikke være Ikea. Så næste gang vi skal til Berlin, skal vi på jagt i genbrugsforretningerne, som også er billige.

Men allerede nu er lejligheden anvendelig. Vi, vores familie og venner har fået en base i dejlige Berlin.