Japan har i mange år været det land i verden, hvor der fødes færrest børn. Men nu har Tyskland overtaget sidstepladsen, og det sker med et fødselstal i perioden 2009-2013 på 8,2 børn pr. 1000 indbyggere.
Manglen på børn vil få drastiske følger for landets økonomi, fordi der bliver færre til at arbejde. I dag udgør de arbejdsdygtige i alderen 20 til 64 år 61 pct. Det tal vil på grund af det rekordlave fødselstal falde til 54 pct. i 2020, viser en undersøgelse fra Hamburgisches WeltWirtschaftsInstitut (HWWI).
Manglen på børn vil således betyde, at der allerede i 2030 kommer til at mangle 6,1 mio. medarbejdere på det tyske arbejdsmarked, har Boston Consulting Group netop regnet sig frem til.
Tyskland har ellers de senere år fået mange asylansøgere og indvandrere fra bl.a. Polen og Rumænien, men det har ifølge artiklen ikke været nok til at forhindre det rekordlave antal fødsler.