FORBRUG, STATISTIK, FØDEVARER, GRÆNSEHANDEL

Hver fjerde øl bliver nu købt i Tyskland

Flag 14-06-12 ~2 minutters læsning · 230 ord

I 2011 solgte de danske bryggerier 181 mio. liter øl og 220 mio. liter sodavand i butikkerne syd for den dansk-tyske grænse. Det har revisionsfirmaer Deloitte fundet ud af for Bryggeriforeningen.

Deraf køber svenskerne cirka de 40 mio. liter øl, har analysefirmaet Nielsen tidligere vurderet. Det betyder, at danskerne sidste år købte cirka 140 mio. liter øl i de tyske grænsesupermarkeder.

Dermed er danskernes indkøb af øl i Tyskland oppe på næsten det dobbelte af Skatteministeriets seneste officielle tal fra 2009, som lyder på 85 mio. liter øl om året. Samtidig viser den nye opgørelse, at hver gang danskerne drikker fire øl, så er den ene købt i Tyskland.

Ifølge Skats vurdering fra 2009 købte danskerne 100 mio. liter læskedrikke ved grænsen, så her er der tale om mere end en fordobling på blot to år. Svenskerne har nemlig ikke nogen interesse i at købe sodavand i Tyskland, fordi sodavands-priserne er lige så lave i Sverige, fremgår det af artiklen.

Hos Coop Danmark, Danmarks største dagligvarekæde - også inden for øl-salg, er informationsdirektør Jens Juul Nielsen både overrasket og rystet over det store grænse-salg af øl. De cirka 50 butikker syd for den dansk-tyske grænse sælger næsten lige så meget øl, som Coops 1200 butikker i Danmark gør. Han kalder det ifølge artiklen grotesk, at man på det nærmeste flytter en hel varekategori og tusindvis af arbejdspladser syd for grænsen.

Skribentmail:

Mere info: http://www.infomedia.dk/mo/ShowArticle.aspx?Duid=e341c909&UrlID=df60585c-af11-47ea-b449-0b4b91cd5bd7&Link=