INVESTERING, KØB, SALG, BOLIGEJENDOMME, ERHVERVSEJENDOMME

Danskere skyder mio. i tyske boliger

Flag ARTIKEL 28-02-07 ~3 minutters læsning · 592 ord

Mens tyskerne totalt har mistet modet på ejendomsinvesteringer, kaster flere og flere danskere penge i det tyske ejendomsmarked i forventning om, at det da må begynde at stige efter 15 års dødvande.

500 private danske investorer og en håndfuld institutionelle investorer har netop skudt 1,8 milliarder kr. en i den nye ejendomsfond, Ejendomsselskabet Nordtyskland, som i løbet af året vil have investeret fem milliarder kroner i tyske udlejningsejendomme.

Fonden er styret af Core Property Management, som ejes af Nykredit, Sydbank og Spar Nord og de tre partnere Niels Lorentz Nielsen, John Fisker Bødker og Per

derholm som sammen har 15 års erfaring med investering i danske udlejningsejendomme.

Lang horisont

De 500 private investorer er rekrutteret fra de tre pengeinstitutters kundekredse, og de har i gennemsnit skudt 2,3 millioner kr. hver i projektet.

»Man skulle mindst tegne sig for 400.000 kr. Det var for at indikere, at det er en meget illikvid investering, og at vi henvender os til folk, der er vant til at investere for en vis beløbsstørrelse. Man skal have en lang investeringshorisont,« siger Niels Lorentz Nielsen, der også er adm. direktør for managementselskabet.

Ejendomsselskabet Nordtyskland har allerede købt 66 udlejningsejendomme med 1.600 lejemål i Hamborg, Hannover, Düsseldorf, Köln, Bonn og Frankurt. Købene er delvis finansieret ved danske realkreditlån fra Nykredit

»Vi har købt cirka 25 pct. af den ejendomsmasse på fem milliarder kr., der er målet, og vi venter at investere resten i løbet af året,« siger Niels Lorentz Nielsen.

I modsætning til de fleste andre danske selskaber, som tilbyder ejendomsinvesteringer i Tyskland, har Ejendomsselskabet Nordtyskland valgt at gå uden om Berlin.

»Berlin er nok tysk regeringsby, men den mangler ganske enkelt det erhvervsøkonomiske grundlag, som er nødvendigt for at skabe en positiv cirkel med økonomisk vækst, nye arbejdspladser og øget tilflytning. Læg detil 120.000 tomme boliger, og det bliver svært at se, hvor lejestigninger og prisstigninger skal komme fra,« siger Niels Lorent Nielsen.

Udover de klassiske ejendoms-K/Ser for skatteplagede danske velhavere, kan man investere i tyske ejendomme gennem nogle få danske investeringsforeninger eller børsnoterede ejendomsobligationer.

Satser på Berlin

Dertil kommer tre relativt nye børsnoterede selskaber, som satser på Berlin. Senest er Griffin III Berlin blevet noteret på fondsbørsen, og i efteråret kom ejendomsselskaberne Victoria Properties og Tower Group på børsen ad bagvejen via de hedengangne Torsana og SIS. Bag Victoria Properties står en eksklusiv kreds af investorer. Initiativtageren er ejendomsinvestoren Lars Thylander, og den første investorkreds består af familien Clausen fra Danfoss, lensgreve Bendt Wedell, arkitektparret bag Privathospitalet Arresødal, Anette og Carsten Følsgaard, samt Hempel-fonden.

Bag Tower Group står den tidligere adm. direktør for ejendomsgiganten Keops, Mads Richardt og Jan Procida.

Lettere og billigere

Niels Lorentz Nielsen vil ikke afvise, at man på et senere tidspunkt vil lancere et børsnoteret ejendomsselskab med fokus på Tyskland.

»Men vi er gået efter institutionelle investorer og formuende privatkunder, og så var der ingen grund til at lave en børsnoteret indpakning. Det her er billigere og lettere at håndtere,« siger Niels Lorentz Nielsen.

Det er hensigten, at den indkøbte ejendomsportefølje skal beholdes over en tiårig periode. Når der er gået seks år, kan investorerne med tre års mellemrum indløse deres aktier i Ejendomsselskabet Nordtyskland, og der vil så ske frasalg af ejendomme for at indfri investorerne.

Core Property Management vurderer, at den tyske ejendomsportefølje vil give et årligt afkast på seks til syv pct. Dertil kommer en ventet værdistigning, når ejendommene engang bliver solgt.

Hidtil har udviklingen i Tyskland dog ikke været imponerende. Boligpriserne i Tyskland er over de sidste 15 år kun steget med 14 pct. mod 175 pct. i Danmark.