FORBRUG, ØKONOMI, BILER

Spar penge på ferien med billeje i udlandet

Flag ARTIKEL 23-04-06 ~3 minutters læsning · 492 ord

Bilferie i Europa er en populær rejseform for masser af danskere, som hvert år pløjer Frankrig, Italien, Tyskland og andre dele af Europa tynd i egen bil.

Men det er - stik mod hvad mange tror - en nærmest ekstrem dyr løsning, at tage på ferie i egen bil.

De lave flypriser, og mulighed for at leje bil i udlandet relativt billigt, har gjort det til en nærmest kæmpe økonomisk fordel, at flyve til feriestedet, og leje bil i den lokale lufthavn.

Det viser en udregning, som Berlingske Business har lavet i samarbejde med firmaet »Sixt,« der udlejer biler over hele Europa.

Flypriserne er indhentet på »Flybillet.dk,« og prisen for at køre i egen bil på størrelse med Peugeot 307, er anslået til 1,65 kroner per kilometer. Det er samtidig antaget, at bilen kører 15 kilometer per liter, og at benzinen koster ti kroner per liter.

Med disse priser, koster det tæt ved 11.500 kroner at køre i egen bil frem og tilbage til eksempelvis Madrid.

Det er hele 7.000 kroner mere, end det koster at flyve og leje bil på stedet, hvis man er to personer.

Selv ikke, hvis man er fire personer i bilen, hænger det sammen rent økonomisk at køre selv. Og selv hvis man halvere udgiften til afskrivninger på egen bil til 80 øre per kilometer, kan man ikke gøre det billigere end med fly og lokal billeje.

Det forudsætter dog, at man kan finde en flybillet retur til Madrid til omkring 1.000 kroner, og det kan godt lade sig gøre, hvis man er ude i god tid.

Skal man overnatte bare én gang under den lange køretur til Madrid, hænger regnestykket endnu dårligere sammen.

Så der er tusindvis af kroner at spare, ved at flyve og leje bil på feriestedet.

Lej bilen i Tyskland

Salgs- og marketingdirektør Mette Christensen fra Sixt siger da også, at stadigt flere opdager, at det som hovedregel ikke kan betale sig, at køre i egen bil til Sydeuropa.

»De billige flybilletter har fået mange til at tænke i nye baner. Den store fordel ligger også i, at man med fly kommer hurtigere og mere komfortabelt frem ti feriestedet, og får udnyttet sine fridage bedre, eftersom man ikke behøver bruge flere dage på transport, og ikke kommer træt frem til feriestedet, efter dagslange køreture i egen bil,« siger hun.

Også til Nice eller Rom kan det bedre betale sig at flyve, og selv hvis man lejer en lækker cabriolet på feriestedet, forsvinder den økonomiske fordel ikke.

Man får så ikke turen ned gennem Europa, hvilket en del måske sætter pris på, men man har til gengæld fri kilometer i den lejede bil på feriestedet.

En anden mulighed består i øvrigt i at tage tog, eller køre i egen bil til Tyskland, og leje bil derfra. Også det hænger bedre sammen end at køre i egen bil, eftersom en mellemklasse bil i Tyskland kan lejes for knap 1.700 kroner om ugen med fri kilometer.